Mange forældre tror virkelig, at den bedste motivation for læring er ros for høje karakterer.
Men denne strategi kan på subtil vis erstatte et barns interne motivation med en afhængighed af ekstern vurdering, rapporterer .
Fokus på evalueringer skaber den såkaldte “tillærte hjælpeløshed” hos barnet, når enhver vanskelighed opfattes som en uoverstigelig forhindring. Han bliver bange for at begå en fejl, fordi det truer med at miste forældrenes godkendelse og status som “fremragende”.
I modsætning hertil opbygger ros for indsats og løsninger selvtillid. Barnet lærer, at det ikke kun er det endelige resultat, der er vigtigt, men også processen med at lære og overvinde.
Neuropsykologer bemærker, at denne tilgang stimulerer udviklingen af fleksibel tænkning og kreativitet. Hjernen holder op med at søge efter det eneste rigtige svar for at få ros og begynder aktivt at udforske problemet fra forskellige vinkler.
Når et barn bliver anerkendt for sin indsats, udvikler det et sundt selvværd, som er uafhængigt af ydre omstændigheder. Han eller hun indser, at han eller hun er værdifuld i sin egen ret, ikke kun når han eller hun får 12-taller i skolen.
Denne grundlæggende forskel beskytter teenageren mod udbrændthed og kronisk stress i gymnasiet. Læring er ikke længere en måde at gøre sig fortjent til forældrenes kærlighed på, men bliver en personlig intellektuel interesse.
Procesros lærer et barn at sætte sig selvstændige mål og finde utraditionelle måder at nå dem på. Det udvikler evnen til strategisk planlægning, når en kompleks opgave nedbrydes til nogle få enkle og gennemførlige trin.
Et sådant barn går ikke i panik, når det får et C eller B, men analyserer, hvad der præcist gik galt. Han eller hun ser ikke fiasko som en dom, men som en værdifuld erfaring og et punkt for yderligere vækst.
Det er vigtigt, at forældre omstrukturerer deres rosende sprog og gør det mere specifikt og proceduremæssigt. I stedet for “Godt gået, femmer!” er det bedre at sige “Jeg kan se, hvor hårdt du prøvede at løse dette vanskelige problem, og det lykkedes dig at finde en original løsning”.
Over tid fører dette til et overraskende resultat – barnet begynder at lære af ren interesse og begejstring for at lære. Indre motivation bliver en meget stærkere drivkraft end nogen form for ydre forstærkning.
Som voksen tilpasser en sådan person sig lettere i et professionelt miljø, hvor der ikke er noget klart evalueringssystem. Han er i stand til at sætte sine egne mål, er ikke bange for komplekse projekter og viser initiativ.
At skifte fokus fra vurdering til proces er således ikke bare en pædagogisk teknik, men en langsigtet investering i barnets psykologiske stabilitet og succes i voksenlivet. Du hjælper dem med at opbygge et solidt fundament af selvtillid, som ikke vil blive rystet af lejlighedsvise tilbageslag.
Læs også
- Sådan retfærdiggør du en lønstigning i krisen: 3 argumenter for lederen
- Hvad sker der, hvis hjernen holder op med at opdatere hukommelsen: Hvorfor vi har brug for en ustabil hukommelse
