Vores hukommelse ser ud til at være et sikkert opbevaringssted, hvor fortiden ligger uændret som et værdifuldt familieklenodie.
Men neurobiologien har bevist, at hukommelsen er en dynamisk og konstant opdaterende proces, ikke et statisk arkiv, skriver .
Hver gang vi henter en hukommelse frem, bliver den midlertidigt ustabil og sårbar over for ændringer. Denne proces, der kaldes rekonsolidering, gør det muligt for hjernen bogstaveligt talt at omskrive fortællingen om vores fortid.
Pixabay
Fra et evolutionært perspektiv gav denne plasticitet os en vigtig fordel i forhold til overlevelse. Fleksibel hukommelse gjorde det muligt for os konstant at opdatere information om farer og ressourcer og tilpasse os til skiftende miljøforhold.
Mekanismen for rekonsolidering svarer til at arbejde med en computerfil, som vi åbner for at redigere og derefter gemmer i en ændret form. Neurale netværk, der lagrer hukommelse, bliver genaktiveret og kan ændres af nye erfaringer, før de pakkes ned igen.
Det er grunden til, at vidneudsagn i retten ofte betragtes som upålidelige og kan ændres af ledende spørgsmål. Nye sammenhænge eller informationer kan nemt flettes ind i gamle erindringer under genkaldelse, hvilket skaber oprigtigt falske erindringer.
Uden denne mekanisme ville vores hukommelse blive stiv og ude af stand til at integrere ny viden med gammel. En person med en fuldstændig statisk hukommelse ville miste evnen til at lære og tilpasse sig og sidde fast i den oprindelige version af fortiden.
Traumatiske erindringer er et godt eksempel på, hvordan et sammenbrud i rekonsolideringsprocessen kan føre til alvorlige problemer. Stærke negative følelser ser ud til at “cementere” hukommelsen, gøre den alt for levende og forhindre den i at blive redigeret naturligt.
Moderne psykoterapi, som f.eks. kognitiv adfærdsterapi, bruger viden om rekonsolidering til at hjælpe patienter. Behandlere hjælper klienter med at aktivere en traumatisk hukommelse og straks overskrive den med mere adaptiv information.
Det samme fænomen forklarer, hvorfor vores barndomsminder ofte er en samling af virkelige begivenheder og efterfølgende familiehistorier. Hjernen hentede og lagrede disse fragmenter gentagne gange og skabte gradvist et sammenhængende, men ikke altid præcist billede.
For at fastholde mere præcise erindringer er det nyttigt at fastholde vigtige begivenheder i en dagbog eller med fotografier i det øjeblik, de fandt sted. Dette eksterne “referencepunkt” hjælper med at verificere og korrigere efterfølgende interne redigeringer af hukommelsen.
Forståelse af rekonsolidering lærer os at være mere bevidste og kritiske over for vores egen fortid. Når vi anerkender, at hukommelsen er formbar, kan vi adskille fakta fra deres efterfølgende fortolkninger og følelsesmæssige lag.
Hjernen omskriver altså ikke gamle minder, fordi den er upålidelig, men fordi det er dens effektive strategi for at opretholde vores mentale fleksibilitet. Denne fantastiske evne giver os mulighed for hele tiden at lære, vokse og omdefinere vores livsrejse.
Læs også
- Hvorfor vi er jaloux på vores partners succes: en skjult selvværdsmekanisme, der kræver opmærksomhed
- Hvorfor det er vigtigt at holde en pause, før man svarer i et skænderi: hvordan nogle få sekunder kan ændre udfaldet af en konflikt
