Falske minder er levende og detaljerede erindringer om begivenheder, som aldrig er sket.
Hjernen kan opfatte disse konstruktioner som ægte med absolut sikkerhed, rapporterer .
Dette fænomen er ikke et tegn på en psykisk lidelse og kan observeres hos helt raske mennesker. Neurobiologiske undersøgelser viser, at de samme dele af hjernen er ansvarlige for at gengive både sande og falske erindringer.
Pixabay
Mekanismen bag dannelsen af falske erindringer er ofte relateret til fantasien og processen med semantisk behandling af information. Når en person gentagne gange forestiller sig en begivenhed, begynder hans hjerne at fortolke dette billede som en virkelig oplevelse.
En anden stærk udløser er ydre påvirkning, som f.eks. ledende spørgsmål eller misinformation fra en autoritativ kilde. Gradvist bliver den anden persons version af begivenheden integreret i den personlige hukommelse og får nye sensoriske detaljer.
Følelsesmæssig involvering og stress øger også sandsynligheden for forvrængning af hukommelsen betydeligt. Høje niveauer af kortisol kan forstyrre konsolideringen af erindringer og gøre dem mere sårbare over for efterfølgende manipulation.
Socialt pres og ønsket om at tilpasse sig gruppens fortælling får individer til utilsigtet at justere deres erindringer, så de passer til andres fortællinger. Denne effekt er særlig udtalt i situationer med kollektiv diskussion af fortiden.
Naiv tillid til ens egen hukommelses ufejlbarlighed skaber alvorlige risici i hverdagen. Det kan f.eks. føre til fejlagtige vidneudsagn eller beslutningstagning baseret på forvrængede oplevelser.
At ignorere eksistensen af dette fænomen gør en person sårbar over for manipulation og misinformation. Uden kritisk refleksion over fortiden kan den personlige historie let blive omskrevet af ydre påvirkninger.For at minimere risikoen er det vigtigt at udvikle kritisk tænkning og en vane med at analysere kilderne til ens erindringer. Det er nyttigt at stille sig selv spørgsmål om, hvor visse detaljer i en erindring kommer fra.
At arbejde med fotografier og dagbogsnotater fra perioden hjælper med at konsolidere autentiske erindringer. Denne metode er dog heller ikke helt pålidelig, da selve genkaldelsesprocessen kan ændre hukommelsen.
At anerkende hukommelsens formbarhed og ufuldkommenhed er nøglen til en mere nøgtern opfattelse af ens fortid. Denne viden gør det muligt at adskille virkelige begivenheder fra mentale konstruktionerskabt af hjernen.
Falske erindringer er således en integreret og naturlig del af den menneskelige hukommelse. Når vi forstår deres natur, kan vi få et sundere og mere objektivt forhold til vores egen fortid.
Læs også
- Hvad sker der, hvis du mediterer i bare 5 minutter om dagen: hvordan det vil ændre dine tanker og valg
- Hvordan vores hjerner arbejder for at finde fejl: psykologien bag tilskrivning og tendensen til at retfærdiggøre sig selv
